Harmonerer innovation og entreprenørskab med idræt?
Beretning om Iværksætteri-arrangementet i Idræt Alumneforening 14. september 2011
Efterårets første arrangement i Idræt Alumneforening var en inspirerende aften med indlæg om, hvad idrætsuddannelsen også kan føre til, enten ved et sammentræf af tilfældigheder eller hvis man brænder for en original idé eller er en ildsjæl. Aftenens tema var ”Iværksætteri” og til at fortælle om det havde foreningen inviteret tre tidligere idrætsstuderende til at fortælle om deres erfaringer med at opstarte og drive egen virksomhed.
Vi hørte Michael Thing berette om sine erfaringer om, hvordan en selvstændig virksomhed kan spire fra en ide på en skitur med idrætsstuderende: ”Vi kan da videresælge brugte ski” – og siden lade ideen gro og realisere med skibutik og stort skirejsebureau, "Pist’ase Ski".
Morten Zacho fortalte om "Motion-online", hvor han har fulgt sin lyst til at dele sin viden om motion med andre på internettet. Vi hørte, hvordan Morten lærte sig at lave hjemmeside – og om hans virksomheds udvikling, om fejltagelser og succeser undervejs.
Tredje oplægsholder var Christian Engell, som har brugt sin faglighed som idrætspsykolog og sin passion for at coache eliteidrætsudøvere til toppræstationer som et afsæt for at starte sin egen virksomhed ”Vindermentalitet”.
Der var ca. 20 deltagere til arrangementet – og flere havde erfaringer med eller lyst til at starte op for sig selv. Der var stor spørgelyst, og alle gav udtryk for at det havde været en inspirerende aften med mange forskellige vinkler på, hvordan man kommer i gang, hvis man går med en drøm om at blive iværksætter inden for idrætsfeltet.
Deltagerne gav udtryk for interesse for at etablere et netværk omkring iværksætteri, hvor man kan udveksle erfaringer og inspirere hinanden. Mere herom i et kommende nyhedsbrev fra foreningen.
Se billeder fra arrangementet