5. oktober 2011 - Oplæg v/professor Jens Bangsbo 

Træn mere intenst – præster bedre og bliv sundere

Ny forskning viser, at motionsløbere opnår betydelig præstationsfremgang og forbedret sundhed med intensiveret træning kombineret med en halvering af træningsmængden. Nye forsøg dokumenterer, at træningsformen '10-20-30' er yderst effektiv.

D. 5. oktober 2011 mødte en stor flok alumner - ca. 35 interesserede medlemmer - op til foredrag med professor på IFI, Jens Bangsbo. Aftenens emne dækkede over muligheder for at halvere træningen og samtidig præstere bedre og blive sundere' - og hvem er ikke interesseret i det? I en travl hverdag eller med korte forløb i f.eks. gymnasiets idrætsundervisning er det jo ikke så dårligt at kunne opnå mere på kortere tid!
 
'10 - 20 - 30' bringer tankerne hen på barndommens dage i svømmehallen, hvor man talte, hoppede, og på 100 dykkede ned undervandet. Nu har 10 - 20 - 30 fået endnu en betydning idet, det dækker over en form for løbetræning, hvor man løber med lav intensitet i 30 sekunder, moderat intensitet i de næste 20 sekunder og høj intensitet de sidste 10 sekunder. Disse runder gentages i træningspas af en varighed, der afhænger af hvor i sit programforløb, man befinder sig, (nystarter eller mere rutineret). 

Jens Bangsbo leverede et underholdende foredrag på et højt fagligt niveau. Deltagerne gik hjem med ny viden og masser af gode råd om løbetræning, der kunne tages med og bruges med det samme, uanset om det var til egen træning eller til undervisning.
 
Der var stor spørgelyst blandt deltagerne, og der blev givet udtryk for stor tilfredshed med arrangementet og det meget relevante emne.

Læs mere om Jens Bangsbos forskning her: http://www.ifi.ku.dk/forskning/projekter/integreret_fysiologi/muskelmetabolisme/

Praktiske oplysninger

Tid: d. 5. oktober 2011 - kl. 17:00 til 20:00
Sted: Karnapsalen, Institut for Idræt, Nørre Alle 51, 2200 København N

Hent kalenderfil